onsdag den 17. maj 2017

Guld på Bornholm


Gemalen og jeg var så heldige at tilbringe storbededagsferien på Bornholm.

På godt hotel, med god mad og fine oplevelser sammen med søde mennesker.

Gode venner havde nemlig inviteret til guldbryllup, og det skulle ikke bare være en hel traditionel fest med 50 mennesker til suppe, steg og is, men derimod et flere dage langt arrangement for en mindre skare. Afholdt på guldbrudeparrets absolutte yndlingsø, Bornholm.

Da Midtjylland ligger upraktisk langt fra Bornholm, tog vi afsted allerede torsdag og havde således den første aften og næste formiddag for os selv. Hotellet lå lige uden for Rønne med den fineste havudsigt, og jeg kunne gå ad stier langs kysten ind til Rønne, mens Gemalen tog ud at cykle.

Et par timer senere indfandt både guldbrudepar og de øvrige gæster sig på hotellet og efter en let frokost blev vi alle hentet og kørt ind til Rønne for at komme på bytur med en lokal guide. Solen skinnede fra en blå, blå himmel, og da jeg om formiddagen havde haft det rigeligt varmt i min vinterjakke, var jeg nu lidt lettere påklædt.

Det var en fejl. Det blæste, det var hundekoldt, og jeg frøs. Og det - undskylder jeg mig med - var nok årsagen til mit begrænsede udbytte af turen. Hver gang vi stoppede, og guiden ville fortælle et eller andet, forsøgte jeg at anbringe mig selv i både sol og læ - og inden for hørevidde. Det lykkedes dog sjældent, og da jeg efterhånden i højere og højere grad prioriterede læ, gik jeg glip af en del guldkorn.

En ting hørte jeg dog, og det var historien om de uhyrligheder, bornholmerne blev udsat for under den russiske besættelse i året efter 2. Verdenskrig. Mens resten af Danmark festede og vendte det blinde øje til, opførte nogle af de russiske besættelsestropper sig alt andet end gentlemans-pænt. De røvede og plyndrede og forgreb sig på øens kvinder og unge piger. Det anede jeg ikke, hvilket åbenbart ikke er så sært, da det simpelthen blev fortiet af skræk for at støde den russiske overmagt.

Det gik jeg så og tyggede lidt på, mens de andre pænt hørt om blandt andet købmandsgårde, slavehandel, morbærtræer, byggestil og ejendomspriser.

Vel hjemme igen var der lige tid til et par timers optøning under dynen inden en hyggelig middag, hvor guldbrudeparret blev distraheret, mens andre konspirerede bag deres rygge. Og så tidligt i seng, for selv om det officielle program bare sagde bustur klokken 10:30, vidste vi jo godt, at nogen skulle meget tidligt op og rumstere med æresport. Vi andre skulle bare være parate til morgensang klokken 08 dut.

Og der stod vi så næste morgen, på græsset uden for morgenmadssalen, hvor først måbende og siden storsmilende og vinkende morgenmadsgæster fulgte vores bestræbelser på at få sunget I Østen stiger Solen op og Det er så yndigt at følges ad så tilpas højt, at guldbrudeparret ville vågne og komme ud på deres hotel-altan.

Det lykkedes. De var selvfølgelig vågne, men hævdede hårdnakket, at de ikke havde hørt æresporten blive sat op. Og det troede vi så på.

Så op til brudevals. Og til champagne på tom mave, hvilket hurtigt kunne mærkes. Derefter morgenbuffet og lige tid til at gå tre gange rundt om sig selv, inden der var busafgang til en tur rundt på det nordlige Bornholm, hvor vi skulle se nogle af guldbrudeparrets yndlingssteder. Vi så både stenbrud, vandfald, Rytterknægten og alt muligt andet, kyndigt guidet af guldgommen, der optrådte, som havde han været turistguide hele sit liv.

Vejret var med os og varmt nok til, at vi kunne spise den medbragte frokost udendørs på en bænk foran Strandslottet i Sandvig. Derefter lagde en vis mathed sig over selskabet, og jeg må med skam erkende, at jeg ikke har et helt klart indtryk af, hvad vi kom forbi, før vi igen var tilbage ved hotellet og kunne nyde en kop kaffe og et par timer på langs inden aftenens middag.

En middag med god mad og god vin. Begge dele i rigelige mængder. Og sange og så mange taler, at mere end en tredjedel af de voksne på et tidspunkt sagde noget. Set i den sammenhæng var det måske meget godt, at selskabet ikke var så stort, ellers havde vi da siddet der endnu.

En hyggepianist klimprede i baggrunden, og det var sikkert meget hyggeligt, men lidt mere end mit trælse øre - der ellers havde opført sig tåleligt - kunne kapere, så efter kaffe og gaveudpakning gav jeg op og forlod det gode selskab, som fortsatte et par timer endnu.

Næste formiddag skulle vi med færgen fra Rønne 10:30, men da det kun tog ganske få minutter at køre ned på havnen, var det til at have med at gøre. Også for Gemalen, der var lidt mere bælgøjet end mig.

De andre skulle først afsted med færge eller fly ved middagstid, men de fleste var dog oppe, så vi kunne sige farvel og takke for nogle meget fine dage i godt selskab.

Room with a view.

onsdag den 10. maj 2017

Padderokkebrok


Vejret i dag er ikke noget at råbe hurra for; det småregner og er koldt og kedeligt.

Men sådan var det jo ikke i weekenden, hvor vejrguderne havde besluttet sig til at gå direkte fra vinter til sommer med solskin og temperaturer, der gjorde det til en fornøjelse at rumstere rundt i haven.

Ja, haven sgu!

Det der mestendels grønne areal, der ligger uden for vinduerne, og som jeg en (for) stor del af året bilder mig selv ind må være et område, der nok passes af en gartner - en lidt sløv en ganske vist - som ikke er mig.

Hvert år i februar rammes jeg af stor lyst til straks at kaste mig over havearbejdet, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, fordi der er både koldt og vådt og måske endda dækket af sne. Sommetider spekulerer jeg på, om jeg alene har det på den måde, fordi jeg inderst inde godt ved, at det er helt ufarligt og uden konsekvens på det tidspunkt?

Så gik marts, og det blev april. Og jeg var da i haven nogle gange, men de fleste gange var det koldt, og jeg kunne hurtigt finde en undskyldning for at gå ind igen.

Omvendt i weekenden, hvor jeg kun kom ind, fordi jeg var tvunget til det.

Og nu er mit staudebed næsten ukrudtsfrit område.

Næsten, altså.

For der mangler lige knap to kvadratmeter, som jeg bare ikke nåede. Og som nok vil kræve en time eller to at komme nogenlunde til bunds i, fordi ukrudtsmængden er - ahem - temmelig markant. En giftig kombination at genegræs og padderokker - og et par stauder, der trodser de ulige betingelser. Hvilket er både godt og ondt. For det ville være ulige nemmere bare at grave det hele op i forsøget på at få kål alle de elendige rødder. Men det kan jeg ikke rigtigt nænne.

Så jeg kæmper kampen. Og føler ind i mellem, at jeg faktisk er lige ved at vinde kampen mod genegræsset.

Men padderokkerne! For filan da. Det er virkelig en ukrudtsplante, der alene er skabt for at irritere mest muligt. Enormt hårdfør og med nogle rødder, der knækker, bare man tænker på at trække i dem, så man kun får en lille rodstump med op, mens resten bare fortsætter med at vokse. Samtidig er rødderne jordfarvede og så uskyldigt udseende, at jeg ikke ser dem og får dem pillet op, selv i opgravet jord. Hvilket igen bevirker, at der kun går fem minutter - eller i hvert fald ikke mere end en uge - før nye voksende pinde - aka padderokker - begynder at stikke op alle vegne i det ellers så nyligt lugede bed.

Jeg hader padderokker!

Og jo, jeg ved godt, at man vist nok kan bruge padderokker til både dit og dat. Men dertil er jeg så ikke lige nået endnu. Og ind til da vil jeg have lov at hade dem.

En ret heldig opgravning, men roden
er - selvfølgelig - knækket.