torsdag den 21. september 2017

Ikke bare visse-vasse


Det er ikke blevet bedre.

Hverken med hørelsen, tinnitussen eller lydfølsomheden.

Hørelsen på mit venstre øre er stadig elendig oppe i diskanten, tinnitussen er blevet mærkbart værre, og lydfølsomheden er stadig en plage.

Da jeg efter MR-scanningen fik at vide, at der ikke sad 'noget' og trykkede på hørecenteret, sendte ørelægen samtidig en henvisning afsted til Høreklinikken i Viborg med henblik på, at jeg kunne få et høreapparat.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra min manglende vilje til at se mig selv som høreapparatsbruger ...

Og bortset fra at der er ufattelig lang ventetid. Over 40 (fyrre!) uger var beskeden, som jeg allerede efter ganske få dage fik via e-post. Alternative løsninger findes ikke rigtigt, så det var bare at vente. Og da det så blev sommer og ferie, og jeg iøvrigt stadig håbede, at det hele bare ville gå i sig selv igen, lod jeg tiden gå.

Men da jeg hen over sommeren oplevede et par anfald med svimmelhed, kvalme og forstærket tinnitus - og deraffølgende tudeture og tiltagende desperation, opsøgte jeg igen ørelægen, om han da ikke kunne gøre noget?

- Næh, var hans umiddelbare svar.

- Jamen, jeg er jo ved at blive stjernebims! beklagede jeg mig.

Selv om ørelægen ikke mente, at nogen nogensinde var blevet virkeligt tossede, og at jeg egentlig bare skulle lære at leve med det, havde han alligevel et par forslag:

- Du kan prøve at henvende dig til Viborg og bede om at blive skrevet op på deres afbudsliste, og så kan jeg også henvise dig til Institut for Kommunikation og Handicap i Aarhus. Derinde beskæftiger de sig med at lære folk at leve med deres handicap, forklarede han.

Og det var jo vældig fint.

Bortset fra, at det var første gang, jeg indgik i en sætning, hvor der også blev sagt handicap ...

Den slags skal altså lige fordøjes, og jeg kan mærke, at det gør et og andet ved min selvopfattelse.

Jeg henvendte mig til Viborg og fik at vide, at også afbudslisten var frygtelig lang. Ikke desto mindre gik der under en uge, før jeg blev ringet op, om jeg kunne komme dagen efter.

Det kunne jeg godt, og så blev jeg først høretestet meget grundigt og så de sørgelige resultater på en graf. Jeg fik dog også at vide, at jeg stadig er i stand til at skelne, hvad der bliver sagt, og det er godt, for så nytter det at få et høreapparat. Hvis man ikke kan skelne, virker et høreapparat bare som om man skruer op for en dårligt indstillet radio.

Derefter var det tid at forholde mig til bestillingen af høreapparatet. Både til farve og funktioner. Det var jeg af en eller anden grund ikke rigtigt forberedt på, men sådan måtte det jo være.

Og til sidst kom jeg som ind til en hørepædagog.

Det var en god oplevelse.

Hun fortalte mig, som den første, hvad det egentlig er, der er sket og stadig sker i mit øre. Blandt andet, at tinnitussen måske er en eller anden uheldig reaktion på, at hørecenteret ikke længere modtager lyd i det omfang, det er vant til. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele, men det var meget fint at få forklaret alligevel.

Hørepædagogen var også helt klar over, hvor frustrerende både tinnitus og lydfølsom kan være, og hun havde en hel række forslag til ting, man kan gøre for at formindske ubehaget. Jeg har langt fra overvejet dem alle, men det allerbedste var i virkeligheden at sidde med en person, der ikke bare var sådan lidt visse-vasse! til det hele.

Det var rart at høre nogen sige, at jeg jo ikke var alene om ind i mellem at være superfrustreret over min tinnitus og min lydfølsomhed, og at der findes kompenserende strategier, som kan læres, så man bedre kan være i det og ikke behøver at blive hverken bims eller depressiv.

Og således opmuntret gjorde det mindre, at jeg blev meget, meget våd, før jeg nåede ud til min bil.


Sommerferiebillede:
Vindueskig fra borgen i Cesky Krumlov.

fredag den 15. september 2017

Blitz und Donner und Geburtstag und Gemütlichkeit


Jeg går jo til tysk.

Men efter i flere sæsoner at have hygget mig sammen med nogenlunde den samme garde så det pludselig sort ud, da vores elskelige tysklærer, Karen, tidligt i foråret pludselig meddelte, at hun altså stoppede med udgangen af det daværende skoleår, for nu blev hun jo 70 næste gang, og nu måtte det være slut.

Det kunne vi sådan set godt forstå, men det var altså rigtig trist.

Heldigvis gik der kun en måned eller to, så var Karen også nået frem til, at det faktisk var lidt trist.

Så hun spurgte meget, meget forsigtigt, om der muligvis, måske var nogen af os, der på nogen måde kunne være bare en lille smule interesserede i at fortsætte undervisningen i et lidt andet regi, måske hjemme hos hende?

Det resulterede i almindelig jubel, og i løbet af nul komma ingen tid havde stort set alle sagt ja tak, det ville vi gerne.

Og Karen så rigtig glad ud.

I går var anden gang.

Karen bor ude på landet, og turen derud tager knap en halv time. Da jeg tog hjemmefra skinnede solen, men så snart jeg havde forladt den hjemlige matrikel, var himlen forude blygrå eller nærmest kulsort. Og ude i det åbne land flængede det ene flotte lyn efter det andet himlen. Senere begyndte det at regne, og til sidst blev landskabet hvidt af hagl.


Vel ankommet styrtede alle ind i tørvejret og hygligheden. Vi manglede et par stykker, men viljen til at mødes er stor, så dagens fødselar kom og havde endda kage med. Og hende med de tordenforskrækkede børn kom også, så snart faderen til hendes unger kom hjem.

Og så sad vi der og hyggede og klarede verdenssituationen, hvilket godt kan være svært på tysk - altså ikke at hygge - når man har noget, man virkelig gerne vil bidrage til diskussionen med, men i den grad mangler tyske gloser. Men det går jo endda, og det er jo netop det, der er meningen, at vi skal lære nogle nye gloser og især at snakke.

Vi er også gået i gang med en bog. Og tyske bøger er et kapitel for sig, for man skal hver gang vænne sig til den enkelte forfatters måde at skrive på. Nogen skriver mere knudret end andre, og når det afgørende verbum først kommer til allersidst efter flere linjers læsning, kan man godt blive hægtet af. Således også i går, hvor der blandt andet var ret stor uenighed om et mistet kørekort. Den oplysning gemte sig i en bisætning og var fuldstændig gået vores næser forbi. Men går det som med tidligere bøger, vil vi i løbet af de næste 50 sider lære forfatterens rytme at kende og på den måde også forstå meget mere.

På den måde gik to timer hurtigt. Vi riggede ned, for stolene skulle bæres ud, lampen flyttes og det tunge spisebord sættes på plads. Sidste gang var det stadig lyst, da vi tog hjem, nu var det både mørkt og særdeles regnfuldt. Men bare kaste os i bilerne kunne vi ikke, for en var kørt en lille smule fast og skulle lige have et lille skub for at få fast grund under dækkene igen.

Det lykkedes, omend vi alle blev ret våde under processen.

Hjemme havde det overhovedet ikke regnet.


Himlen på vej til tysk.